Vandretur – Hiking – Trekking, Højlyngsstien på Bornholm

I dag består store dele af den gamle højlyng af skov, og det er også her, man finder nogle af Bornholms største naturværdier. Ruten udmærker sig ved at gå i meget øde områder. Man passerer således kun gennem en enkelt landsby på turen, resten af ruten foregår i natur eller landlige omgivelser.

Højlyngsstien møder den 120 km lange Kyststien ved Sandvig og ved Aarsdale, så man kan sammensætte en lang vandretur via begge stier, eksempelvis fra Hammerknudens klipper i nord til Dueoddes hvide sand i syd. Eller man kan sammensætte begge forløb til en rute på næsten 200 km. Højlyngsstien forløber primært på grusveje og trampestier, men uden for de kommunale og statslige arealer går den via cykelvejene, og her er der nogle strækninger med asfalt.

Højlyngsstien der snor sig gennem sand og krat
Stien er ikke tænkt som den hurtigste rute hen over øen. Den er i stedet anlagt med henblik på at give de smukkeste naturoplevelser i Bornholms indland. Der er gode muligheder for at overnatte primitivt undervejs langs stien, både i shelters, på primitive lejrpladser og i skovområder med fri teltning. Der er også en del toiletter og vandposter på ruten.

Højlynggstien er første del af det større projekt Bornholms Grønne Bølge, som skal skabe rekreativ og naturmæssig sammenhæng i Bornholms indland. Ruten er markeret færdig, så den kan gås 31. august 2020, og i løbet af efteråret vil der blive arbejdet videre på at etablere flere primitive overnatningspladser og vandposter undervejs på rutens forløb.

(Kilde: Naturstyrelsen.dk)

Start din vandring med en overnatning på Nexø Hostel og Harbour Sleep, eller afslut med et dejligt varmt brusebad og en blød seng.